Torsdag eftermiddag rapporterede en bilist, at hun fulgte efter en anden bil på Præstø Landevej ved Blangslev, der kørte i en slingrende og meget langsom fart.
En politipatrulje lokaliserede bilisten, som nu havde en lang række af andre trafikanter bag sig. Han var dog ikke umiddelbart villig til at stoppe, og han forsøgte flere gange at undgå politiet, men hans hastighed nåede dog ikke over max. 60 km/t.
På Ny Præstøvej i Næstved lykkedes det for flere politibiler at stoppe kørslen.
Bilens fører var en 81-årig mand fra Odsherred, der var både ophidset og ude af balance. Han blev derfor bragt til sygehuset til behandling, og der er endnu ikke fremsat anklager i sagen.