De fleste af os kender vist godt til situationen: Du er mødt op hos lægen, fyssen eller kiropraktoren - og sygesikringskortet ligger og griner derhjemme.
Men nu kan du undgå at glemme dit sundhedskort, for fra d. 2. juni 2021 kan du bringe det lille gule kort med dig som en app på telefonen.
Appen hedder “Sundhedskortet” og kan bruges på Android og iOs, oplyser Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.
Hvis du har børn, kan du automatisk se dine børns sundhedskort, når du logger på appen. Det er praktisk, da begge forældre kan tilgå børnenes sundhedskort, istedet for at kun den ene forælder har børnenes kort.
Skal du testes eller vaccineres for corona? Så kan du bruge den nye app, når du møder op til teststedet, skriver sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på Twitter.
Selvom du kan bruge sundhedskortet som app, er det vigtigt at beholde det fysiske kort. I overgangsperioden kan der være steder, som ikke kan aflæse appen, oplyser Sundhedsministeriet. Det kan f.eks. være klinikker, som bruger magnetstribelæser, eller har en aflæser, som ikke kan registrere mobilskærme.
Det er frivilligt, om du vil bruge appen eller det fysiske kort. Nogle foretrækker det fysiske kort, og derfor er det frivilligt, om man vil tage i appen i brug. Man går ikke glip af tilbud eller hjælp fra det offentlige, hvis man ikke bruger appen, understreger formand for sundheds- og ældreudvalget Jette Skive (DF) hos Kommunernes Landsforening.