Vodskov er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Fartglad narkopåvirket bilist
Mandag aften kl. 2259 foretog en færdselspatrulje en fartmåling på en bil, der kørte på den Nordjyske Motorvej ved Nørresundby. Bilens hastighed blev målt til 94 km/t, skønt den højeste tilladte hastighed på stedet på det tidspunkt var 50 km/t. Bilen blev standset, og her kunne patruljen konstatere, at pågældende bilist netop havde røget en joint i bilen. Bilen blev ransaget, og der blev fundet yderligere ca. 5 gram hash. Føreren blev anholdt, og der blev udtaget en blodprøve.
Færdselsuheld med stor materiel skade
Mandag eftermiddag kl. 1440 skete der et færdselsuheld på Stationsvej i Nørresundby. En bil, der kom fra Viaduktvej kørte frem mod rødt lys i krydset Viaduktvej – Stationsvej. Bilisten kørte direkte ind i siden af et andet køretøj, der kørte ad Stationsvej mod øst. Der skete stor materiel skade ved uheldet, men ingen personer kom til skade.
Indbrud i kiosk
Tirsdag morgen kl. 0358 blev der lavet indbrud i en kiosk på Vodskovvej i
Vodskov. Gerningsmanden havde skaffet sig adgang til kiosken ved at bryde et vindue op i et baglokale. Der er videoovervågning på stedet. Der er endnu ikke oveblik over hvor meget der er stjålet på stedet.